Ole Mejer











Spændende skulptør der utroligt fantasifuldt har modelleret i mange år. Blev overtalt til at udstille sine anderledes, snurrige og sjove figurer i Påsken 2007 - med forrygende succés! Har f.eks. deltaget i kurser hos Harald Isenstein og på Århus Kunstakademi. Mange udstillinger i ind- og udland.

Han er helt sin egen - og det er hans skulpturer også.



Egentlig ville Ole Mejer slet ikke udstille. Han har været skolemand i hele sit voksne arbejdsliv, og kunsten har han kun dyrket for sin egen fornøjelses skyld. Heldigvis blev han overtalt, så et stort og interesseret publikum kunne opleve hans skulpturer. De er fantasifulde, mærkelige, snurrige og sjove - men ofte er de også en dybt alvorlig kommentar til livet og den måde, vi mennesker opfører os på. Interessen for skulpturer har han altid haft. Hans far var gartner, og som dreng glædede Ole Mejer sig altid til at lave skulpturer af det ler, hans far skulle bruge til juledekorationer. Dengang vidste Ole Mejer ikke, at hans far altid købte ekstra ind til sin kreative søn. På seminariet foretrak Ole Mejer af alle formningsuddannelsens discipliner helt afgjort at arbejde med ler. Allerede her var hans skulpturer blevet sjove, mærkelige, krøllede væsener, der fortalte noget om hans måde at se livet på. "Skæverter er altid de sjoveste", fortæller Ole Mejer, og så taler han både om sin kunst og sit liv som skolemand, hvor han stort set altid har arbejdet med de børn, der var anderledes. Især Fenskær Efterskole, hvor Ole Mejer var forstander i 17 år, husker han med glæde. "Det er en efterskole for handikappede elever med særlige tilbud af musiske og kreative fag, og det var et forrygende job. Dejlige elever der ser anderledes på tilværelsen end vi andre."

Hvis du er interesseret i at vide mere om Ole Mejer, hans kunstværker, arbejde, materialer, tanker og betragtninger, så besøg hans hjemmeside www.olemejer.dk