Merete Meier





Uddannet på Thorstedlund Kunsthøjskole, Frederikssund og Vika Kunstskole, Oslo. Arbejder på grænsen mellem det figurative og det abstrakte. Værkerne handler om mennesker, spørger til vores menneskelighed og rammer dermed en overvejelse over identitet, som vi nok alle kender og kan forholde os til.

Jeg arbejder på en grænse mellem det abstrakte og det figurative. Mine figurer er helt tydelige i konturerne, men så stopper tydeligheden også dèr. Kroppene er abstrakte landskaber i mange farver; der er mørke, lys, varme, kulde, blødt og hårdt, alt det vi mennesker er sammensat af, i vores komplekse liv. Farverne er skæve, de er blandede ikke efter kunstens regler, men efter intuition, eksperiment og farveglæde. De er provokeret sammen på skæve måder, på kryds og tværs, og helst naboer til farver de egentlig ikke passer sammen med. Så bliver resultatet bedst, så opstår der en spænding, noget skærende, dèt lille der gør at billedet hele tiden forbliver interessant at gå på opdagelse i. Der skal være det lille der skærer i øjnene, det lille der irriterer èn grænseløst, det lille man stiller spørgsmålstegn til, så bliver resultatet langtidsholdbart og billedet fortsætter at udfordre èn, selv længe efter man har mødt det første gang.

Man kan gå flere veje i mine billeder. Man kan vælge at gå på opdagelse i det psykologiske spil, hvad foregår der?, hvorfor er det sket?, hvor ender det? hvad er der på spil? Jeg ser billederne som en slags menneskeligt landskab eller psykologisk landkort. En spejling af vores indre liv, det komplekse menneske. Farverne er symboler på alle vores modsætninger, alt det forskellige vi indeholder under overfladen. For det er under overfladen det bliver spændende, det er dèr det rigtige menneske befinder sig, og der dramaet raser. Så nøgenheden er en psykologisk nøgenhed. Jeg ønsker at billedet skaber en reaktion hos beskueren, at man genkender noget, en følelse, en stemning, en oplevet situation, et deja vue, eller noget andet.

Man kan også vælge at fokusere på farvene, på farveskalaen, som er sur og skæv, og overtræder alle regler for hvad "der passer sammen". Det er dèr legen begynder for mig. Jeg leger farverne på, blander og roder dem sammen på jagt efter den skæve harmoni, som det gerne skal ende op med. Et billede i mange mange farver, der alligevel giver øjet, og ikke mindst sindet ro, eller glæde, eller eftertænksomhed, eller noget andet. Jeg lader malingen løbe på alle leder, og rydder så op i rodet bagefter, og undervejs. Jeg bruger tykke lag, og helt tynde lag der næsten ikke synes, men som alligevel bidrager til at give dybde, skævhed og helhed.