Kirstine Damgaard







Mestrer - med unikke og fascinerende værker - glaskunst på højt niveau. Kunstneren har uddannet sig på adskillige kurser, medstifter af Glasforeningen og har siden 2005 udstillet i gallerier, institutioner og kunstforeninger. Kirstine Damgaard har tidligere undervist og udgav i 2012 bogen ”Drys med glas”.

Foruden uddannelse på glaskurser har Kirstine Damgaard deltaget i mange workshops via Glasforeningen, taget voksenpædagogisk uddannelse, undervist, eksperimenteret med ”koldglas” i sit værksted gennem flere år og fremstillet unikke og fremragende kunstværker. Kirstine Damgaard har i øvrigt også en universitetsuddannelse som cand. phil. i dansk og medievidenskab.
Kirstine Damgaard siger selv om sit arbejde med formgivning af glas:

”Jeg er oprindelig billedkunstner, men måtte overgive mig fuldstændig til glasset, allerede da jeg havde været på de første kurser. Materialet fascinerer mig på grund af de særlige, ja næsten magiske - egenskaber glasset viser, når man arbejder med det. Det er glat, hårdt, sårbart og somme tider gennemsigtigt. Man kan skære sig på det, og det kan splintre.
Man kan fange lyset med det, og et glasværk vil altid lyse op i et rum. Glasset udfordrer mig kærligt til at betvinge det, gøre det blødt og få min vilje med det. Jeg er under konstant udvikling, og for hvert år, dukker der nye temaer og udtryk op hos mig."